Unge, identitet og selvværd: Når tvivlen om hvem du er fylder
- mlarnstedt
- 15. sep.
- 2 min læsning
Opdateret: 29. sep.
Det er helt normalt at føle sig usikker på, hvem man er, og hvor man hører til – især i 20’erne. Mange unge oplever en periode med tvivl om deres identitet, hvor spørgsmålene hober sig op, og hvor ens selvværd kan vakle. Hvad skal jeg med mit liv? Hvem er jeg egentlig uden mit studie eller mit job? Hvorfor føler jeg mig så alene, selvom jeg har mennesker omkring mig? Hvis du kan genkende det, er du langt fra den eneste.
Vi lever i en tid, hvor hverdagen går hurtigt, og hvor (næsten) alt kan lade sig gøre. Når vi hele tiden skal tage stilling til livet og vores valg, kan det næsten skabe en frygt for overhovedet at tage stilling.
At være ung kan være en udfordrende periode. Du står på tærsklen til voksenlivet, men er stadig i gang med at finde dig selv og finde ud af, hvad du vil. Der er utallige valg at træffe om uddannelse, job, bolig, kærlighed og venskaber. Samtidig er det svært ikke at sammenligne sig selv med andre på sociale medier, hvor det ser ud, som om alle andre har styr på det hele. Frygten for at vælge forkert kan gøre, at man føler sig fastlåst og mister troen på sig selv. Det kan skabe uro, lavt selvværd og en stærk følelse af rodløshed. For hvordan ved man egentlig, om man har taget det rigtige valg?
Følelserne omkring tilhørsforhold og ønsket om at træffe de rigtige beslutninger fylder meget hos unge. Det mentale pres kan i nogle tilfælde føre til angst og stress, fordi tankerne aldrig får ro. Den konstante påvirkning udefra kan være med til at forstærke usikkerheden, da der hele tiden dukker nye muligheder, sammenligninger og hurtige “quick fixes” op.
Men det at finde sig selv er ikke et færdigt resultat, man pludselig opdager. Identitet er en proces, som hele tiden udvikler sig. Når du oplever tvivl om dig selv, betyder det ikke, at noget er galt med dig. Tværtimod er det en naturlig del af at være ung voksen. At finde sig selv handler om at være nysgerrig på, hvad der giver mening i dit liv, og acceptere, at rejsen i sig selv er en vigtig del af svaret.
Nogle gange kan følelsen af rodløshed blive så stærk, at den fylder det meste af hverdagen. Hvis du mærker, at det går ud over dit humør, dit selvværd eller dine relationer, kan det være en lettelse at tale med en terapeut. I terapi får du et trygt rum, hvor du kan udforske spørgsmålene om identitet, tilhørsforhold og mental sundhed – uden at du behøver have svarene på forhånd.
Hvis du genkender dig selv i det her, er du altid velkommen til at kontakte mig. Sammen kan vi finde frem til, hvad der giver mening for dig, og hvordan du kan føle dig mere tryg i dig selv og i dine relationer.



Kommentarer