Når vi bærer følelserne sammen

Jeg tror, vi alle sammen kender til længslen efter virkelig at blive mødt og hørt. Ikke bare med ord, men med en fornemmelse af, at nogen sidder ved siden af os og mærker os. At de ikke prøver at trøste det væk, fikse det eller få os til at se på det fra en anden vinkel – men at de bare er der. Det er for mig kernen i følelsesmæssigt følgeskab.

Det handler ikke om at sige de rigtige ting. Faktisk kan det næsten være ligegyldigt, hvilke ord vi bruger, hvis ikke vi selv mærker det, vi siger. Når vi siger “jeg er her for dig”, uden at være i kontakt med følelsen bag, så lander det ikke rigtigt hos den vi sidder overfor. Men når vi virkelig er til stede i os selv og i relationen, behøver vi næsten ikke at sige noget. Det mærkes i stilheden, i blikket, i måden vi bliver siddende på. Vi skal tilbyde nærvær, ro og anerkendelse.

Vi kan som mennesker ikke følelsesmæssigt møde andre dybere, end vi tør møde os selv. Hvis jeg ikke tør stå ved min egen sorg eller smerte, så bliver det svært at sidde med en andens. Så får jeg lyst til at flygte, skifte emne, eller finde en hurtig løsning. Men når jeg tør blive i det ubehagelige i mig selv, så kan jeg også blive i det ubehagelige sammen med dig. Det er der, vi kan være et anker for hinanden.

Følelsesmæssigt følgeskab er for mig en stille, men stærk måde at være sammen på. Når vi siger “jeg er her sammen med dig” – og virkelig mener det – så skaber det en ro, som ingen løsninger i verden kan give. Og måske er det i virkeligheden her, vi mærker den dybeste form for menneskelig forbindelse: når vi tør være i følelserne sammen.

Ægte, uperfekt, og uden at ville ændre noget.